Interview.   side3. 

2. verdenskrig kom selvfølgelig til at præge hans barndom meget. Han husker, hvordan han fornemmede, at der herskede uret.  Børnene dengang kunne godt blive gode venner med de tyske soldater, som var placeret rundt omkring i lokal samfundet. Han fornemmede, hvordan de savnede deres egne familier. De tyske soldater ville gerne have de danske børn til at gå til bageren for dem, fordi bageren ikke var begejstret for at handle med soldaterne.   Da krigen var slut, oplevede han, hvordan de slagne tyske soldater vandrede ud ad Horsensvej; en havde en cykel, en havde en hest.  Stemningen var dyster og tung, og han husker, han havde medynk for disse mennesker. Han og hans søskende havde fået strenge ordre om ikke at gå der ud, og han husker, hvordan folk havde pyntet op med det danske flag og lys i vinduerne og bag dem stod folk og jublede, alt imens de tyske soldater drog hjem. Han husker specielt, at en tysk soldat kom og gav hans mor penge, fordi han nu ikke kunne bruge dem. De penge ville hans mor ikke have, men da soldaten så ville putte dem i kakkelovnen, tog hun dem alligevel fra soldaten, og så fik min far nye støvler. Nede på sportsbanen i Virklund, var der mange bål i de dage da krigen sluttede, for tyskerne skulle have brændt alle deres papirer ,inden de forlod landet.

Haven i Virklund - Udsigt mod Duedalsbjerg. 1946.

Som barn af den tid blev han ikke passet, der var pligter og når de var færdige, kunne han gøre som han havde lyst til. Han tilbragte megen tid i naturen omkring Virklund, og fandt selv på ting han kunne lave. Egentlig var han et forsigtigt og måske usikkert barn og blev  derfor let mobbet. De første år i Vestre skole var ikke gode, de andre børn var ondskabsfulde og mobbede ham meget, det var et helvede for ham. Det fik heldigvis ende en dag, hvor han kom hjem med nogle børn i hælene, der ville slå på tæven. Hans mor sagde så til ham:  ” så gi´dem da igen ” og så fik de så mange tæv, at de derefter fik respekt for ham. Heldigvis blev det et vendepunkt og  i de sidste skoleår fik han mange gode kammerater og har gode minder fra den tid.

Min far trækker vejret dybt og vi kigger på hinanden.  Jeg fornemmer, at det kræver en indsats at gå tilbage i tiden, rent følelsesmæssigt, men der ligger også en lettelse i luften.  Måske en reflekterende lettelse, hvor man realiserer, at selvom der engang var hårde livsbetingelser , så er man kommet igennem ud på den gode side.

Det blev et rigtig hyggeligt interview, selvom vi til tider griner, når spørgsmålet lyder højtideligt, fordi det er en stemning der normalt ikke befinder sig mellem os. Det er ikke sidste gang, ved jeg, at jeg får denne fornøjelse. Indsigt i et andet menneskes liv. 

< Interview - start.