Leif Dræby   < forside                                                         
 

 

SYNSPUNKT Midtjyllands Avis 19-1-2000                                                    < debat menu

 

  

Investering i professionel kunst kan blive en god forretning for Silkeborg.

 

Den ny formand for  billedkunstsamrådet i Silkeborg har fremsat utopiske tanker om, der nu skal penge på bordet til styrkelse af den professionelle kunst i Silkeborg. Hvilket i sig selv er kunst. Skal man have installeret vand i sit hus, kræver loven, at man skal bruge en autoriseret  VVS installatør. Men når det  gælder kunstnerisk udsmykning, henvender en eventuel udbyder sig med tilbud der kun tiltrækker amatører. Og resultatet bliver derefter. Det vil sige. Der bliver ingen resultat. Man får ingen kunst. Skal man have løst et juridisk problem, henvender man sig til en advokat. Det vil sige. Man respekterer advokatens fagmæssige kunnen. En kunnen, der kan vise sig at blive meget afgørende for en sags udfald. Og i dette forhold vil man ikke henvende sig til en amatør, det er alt, alt for risikabelt.

 

Er det fordi man finder at den professionelle  kunstner er et ”problembarn”?  Fordi kunstneren gennem sin kunst stiller spørgsmål til sin samtid. Spørgsmål som ikke umiddelbart er populære. Gennem sin kunst finder frem til løsninger der kan stride mod det billede beskueren kan have, som sin, opfattelse af virkelighed. Eller som samfundet kan have af virkelighed. Men. Som kunstneren er i stand til  at se. Det siges, at kunstneren er i besiddelse af et, gen, der kan se ind i fremtiden. Det vil sige. Kan man tolke det kunstneren udtrykker, kan man blive klog på livet. Kunsten er ikke af det onde, selv om nogen skulle tro det. Når en kunstner kan finde på at udsætte små uskyldige akvariefisk for at blive blendet. Så er det fordi kunstneren prøver at bryde grænser, og tabuer. Grænsebrud som senere bliver accepteret, og bliver til  frihed for tankegang, og livsform.

 

Det kan tage mange år før kunstneren får udviklet sit udtryk. Når, han eller hun kommer frem til dette. Kan kunstneren så se, at han ikke skal drømme om en solid og god indtjening for sin indsats. Men måske forblive i offentlighedens øjne som ”problembarnet”.

Som det sociale tilfælde. Og i mange tilfælde leve for under det som kaldes, fattigdoms-grænsen.

 

Den tid er ikke en romantisk fortid. Hvor en kunstner. Som da Vilhelm Freddie, engang, blev spurgt hvorfor han var lidt foroverbøjet. Freddie svarede, at det havde han sgú fået af at gå og glo ned i fortovet, for at se om der skulle ligge en én-krone.

Det er heller ikke en romantisk fortid, hvor kunstneren frøs i sit atelier om vinteren. P. gr. a. han ikke have råd til opvarmning. Det er desværre stadig, uhyggeligt nærværende. Men det er måske vores egen skyld. Henry Heerup sagde engang: Arbejdet bærer lønnen

i sig selv. Og det er måske sådanne udtalelser, fra en højt skattet og værdsat kunstner. Der gør at folk tænker. Ja, kunstneren er en original vi kan få til at gøre hvad som helst, for han gør det jo gerne uden at få penge for det.

 

 

VINTERREJSE 190 x 200 cm. på lærred 1998.

 

Hvad er kunst? Man må først og fremmest acceptere, at den professionelle kunstner er i stand til at SE hvad der er kunst. Det bliver han trænet i bl.a. gennem evt. uddannelse. Mange kunstnere er mere eller mindre autodidakte/selvlærte. Det ligger i kunstnerens natur at analysere, at SE. Så derfor  er uddannelse som sådan kun et supplement til det ”gen” kunstneren har til at kunne SE. Derfor er det heller ikke vanvittigt svært for kunstneren at udtale sig om. Hvad  der er kunst. Også selv om kunst i dag er mange forskellige udtryk. Man acceptere at bageren er suveræn til at udtale sig om kvaliteten i et stykke brød. Så må man også acceptere kunstneren, er suveræn til udtale sig om hvad der er kunst. Ellers må man jo stryge ordet professionel af sproget.

 

Hvad er professionel, ifølge Dansk Ordbogen, er det lig med ”høj faglig standard”. Hvem har en høj faglig standard? Hvem er professionel kunstner? Det kan defineres ud fra, har man afsluttet en billedfaglig uddannelse fra et kunstakademi. Er man professionel kunstner. Lige som en murer kan kalde sig professionel murer når han har afsluttet sin uddannelse.

Eller, kvalificeret sig til at blive medlem af f.eks. DBF (Danske Billedkunstneres fagforening) DK (Danske Kunsthåndværkere) eller BKF (Billed Kunstnernes Forbund)  Så kan man kalde sig professionel kunstner. Optagelsesregler til disse forbund er lidt forskellige. Men generelt kan siges, har man været igennem 5 statsanerkendte censurerede udstillinger er der normalt adgang. For øvrigt er det en rigtig god idé at organisere sig når man får mulighed for det. Det giver rettigheder, det giver en hvis sikkerhed. Og det giver mulighed for at se, at en kunstner lønmæssigt rangerer med en akademiker. Det vil sige over 400 kr. i timen, kan man  som udgangspunkt forlange for sin arbejdsindsats.

 

Billedkunstsamrådet. Skal varetage interesser for både professionelle og amatører.  Man skal ikke glemme, man selv er begyndt et sted. Derfor skal der også være plads til at amatører kan udvikle sig og udstille. Men man får ikke gennem analyseret moderne kunst, før, man har arbejdet sig gennemet amatørstadie. Før, man har bevæget sig bort fra at have et romantisk forhold til kunst. Til et forhold der er konkret og realistisk! Der må penge på bordet. Man får ikke  professionel udsmykning for nogle få tusinde kroner. Det er at gøre grin med kunstneren. Statens finanser  udgør omkring 300 milliarder kr. Ud af

disse 300 milliarder, går kun promiller til kunstneriske formål. Alligevel er kunsten en af de største debat skabende faktorer i et moderne samfund.

 

For Silkeborg vil investering i dens professionelle kunstnere. Være en god investering. Give et godt afkast, som man siger.

Investering, i form af markante udstillinger (med honorarer til kunstnerne for at udstille). Investering i form af udsmykningsopgaver, symposier og workshops (med honorarer). Sådanne tiltag vil være med til at give Silkeborg en status  som en by der gør noget for kunstnerne, Status som  kunstby  i folks bevidsthed. Men hvor der afsættes millioner til kultur og kunstcentre. Er der så godt som intet afsat til de der skaber kunsten. De der skaber oplevelserne.

 

Leif Dræby