Men det må aldrig glemmes. Refleksioner over Kaj Munk.
Bil efter bil jager i det blege januar lys forbi et stenkors i vejsiden. Den sjaskede sne blandet op med vejsalt, en grå klistret kold masse sprøjter ud til alle sider fra bilernes hastigt roterende hjul. Ud over og grøftekanterne og op på stenen. Den ligger en grå klæbrig kold dyne på de blomster, der ligger ved foden af den hårde granit. Frosten fra forrige dages kolde nætter er i stenen, og den forvandler det snavsede opsprøjt fra vejen til iskrystaller. Enkelte solstrejf bryder gennem vinterens dis og reflekterer de lysglimt, der funkler i isblomsterne. Små blå amazoner ud mod en vej.
Netop denne vej. Den 5 januar 1944. En mand på cykel er på vej op over bakken. Hørbylunde Bakke kun 10 kilometer vest for Silkeborg. Han er murer, er på vej mod Pårup. Det er halvmørkt, klokken er endnu kun godt otte denne vintermorgen i disse dage for 60 år siden. I vejgrøften til venstre næsten på toppen af bakken gør manden en rystende opdagelse. En livløs mand ligger på ryggen i vejgrøften. Ansigtet er indsmurt i blod.. Ved liget er lagt en seddel, hvorpå der med ubehjælpsom håndskrift står skrevet.: Det Svin har alligevel arbejdet for Tyskland. Liget i grøften er præsten og digteren Kaj Munk fra Vedersø.
Det var Hitlers drevne sjakaler, der havde begået denne feje ugerning om aftenen d. 4 januar. De var så usle, at de også forsøgte at skyde skylden for mordet over på den danske modstandsbevægelse. De havde skrevet denne ”judasseddel” at Kaj Munk skulle have arbejdet for besættelsesmagten. Alle danske vidste det var løgn. Kaj Munk var den modigste og mest frygtløse mand i Danmark. Han forholdt sig til sandheden som han forholdt sig til sin kærlighed. Men sandheden er ilde hørt. Som han udtrykte sandhed i ord og tale, blev den også udtrykt i forhold til tyskerne. Ord og pen var farlige våben.
1944 blev også det år, hvor jeg begyndte at blive bevidst om mine omgivelser. Jeg så med et barns undrende øjne på den verden, der åbnede sig for mig i Virklund. Hvor jeg er født og har mine første barndomsår.
Det var ikke nødvendigt at få fortalt, at noget var rystende galt i den verden, jeg var begyndt at se ind i. Den attitude, jeg oplevede fra de mennesker, der omgav mig - mine forældre - fortalte mig, at denne verden langt fra var tryg. De tyske soldater, jeg blev konfronteret med i Virklund, kunne være nok så rare, men jeg var bevidst om, vi også måtte frygte dem.
Men det syn, jeg tidligt havde på mennesker, som jeg må have fået præget gennem mine forældre, gjorde nok at jeg så de tyskere, jeg mødte, som både gode og dårlige.
Da krigen var slut bevægede en lange kolonne af slagne tyske soldater på en grå dag sig sydpå af Horsens-vejen forbi vort hus. Inde bag de dannebrogs-udsmykkede beskyttende ruder lo og hånede jeg af tyskerne ligesom alle andre. Samtidig så jeg også, hvor triste de var. Og jeg fik ondt af dem.
Først efter krigen begynder jeg at høre og læse om tyskernes frygtelige ugerninger, koncentrationslejrene, likvideringerne af danske modstandsfolk. På mindesten i Silkeborg kunne jeg se, hvor tæt ondskaben havde været på os. Jeg læste om jødeforfølgelserne. Og kompleksiteten i mit forhold til tyskerne blev mere og mere udtalt. Hvordan kunne de dog gøre det. Volde så megen smerte.
JORD II. 4,5 x 11 cm. koldnålsradering 1996.
Efter krigen stifter jeg bekendtskab med Kaj Munks digtning og forfatterskab. Hans liv og død. Hvor let er det ikke at referer fra, hvad andre har sagt og skrevet. Hvor tusinde gange sværere er det at finde det store personlige mod i sig selv som Kaj Munk var i besiddelse af. Et uselvisk mod, der til alle tider gør ham til et levende forbillede.
”Den blå anemone”. Det lille digt åbenbaredes for mig i folkeskolens sangtimer. Det dannede billeder i mig. Jeg så Lollands fede muld, og vindblæst sandjord ved Vesterhavets kyst i et tydeligt billede uden at have været der. Jeg omfattede den lille sarte blå anemone med stor inderlighed. Jeg prøvede at sammenligne med de hvide anemoner, jeg fandt i Lysbro skoven om foråret. I Silkeborg boede vi tæt ved Ørnsø og Lysbro-skoven. Jeg undrede mig over, hvordan der dog kunne findes anemoner, der var blå. Som ung ser jeg ”Ordet” i biografen. Den giver et livslangt indtryk. Og Hørbylunde Bakke bliver for mig, som den måtte blive det for alle i Silkeborg. Eftertænksomt nærværende.
Kaj Munks pen var dristig, ordene brændte. Kærlighed og ærlighed strømmer frit ud fra hans hånd uden tanke på, at meninger næsten altid er ilde hørt. At konsekvenser kan være den beskidte følgesvend. Kaj Munks liv er kort. 45 år. Han når dog at skrive i hundredvis af artikler og mange bøger. Flere skuespil, der opføres på landets fornemmeste teatre. Han konfronterede sine tilhørere med stillingtagen til livet. Lunken er den, der blot snakker efter. Kaj Munk tog stilling til livet ud fra sin egen store kompleksitet. Men uden den havde han heller ikke kunnet leve. Han kunne ikke være blevet den, han var.
Diktatoren var hans forbillede. Måske umuligt at forstå. Hitler og Mussolini. Langt ind i Kaj Munks liv er de hans forbilleder. Urørlige ikoner. Han ser den stærke mand, der skal lede verden. Bestemme folkets politik. Føre os ud af elendighed.
Men efterhånden som Kaj Munk så diktatorerne føre folket ud i elendighed, blev hans kompleksitet og splittelse åbenlyst større og større. De ender kunne ikke nå sammen. Den undertrykkelse, diktaturet gjorde mod hans land, den menighed der jo var hans hjertes kærlighed.
Hans dristige ord mod tyskerne i disse første besættelsesår blev hans død. Og han vidste, den måtte komme. Men for sin troskab mod sig selv og andre kunne han ikke handle anderledes. Kærligheden til de undertrykte blev det største.
For mig er Kaj Munk er stort forbillede. Jeg forstår ikke helt, han kunne gå ind for diktatoren. Jeg forstår det måske bedre, når jeg tænker på, at Kaj Munk som helt lille mistede begge forældre. Ubevidst må dette i ham have givet grobund for et stort behov for tryghed. Trygheden er ikke sikker og kan mistes. En tidlig erfaring for en lille dreng. Diktatoren - den stærke mand - kunne signalere denne tryghed. Og jeg tror, det er deri, hans fascination af en stærk, eneherskende ”tryg” person skal findes.
Vi har alle vore forbilleder. Hvordan kunne vi ellers spejle vort liv. Jeg var også fascineret af Hitler, Mussolini, Stalin. Men jeg opdagede deres forbrydelser. Det krakelerede deres billede. De var ikke demokratiske. Og jeg vendte mig mod forbilleder, der harmonerede med dette livssyn. Hans Hedtoft, Jens Otto Krag, John F. Kennedy. Også de kunne have fejl, men det overskyggede for mig ikke deres demokratiske sind. Og deres kamp for retfærdighed og frihed. Og jeg så dem, som jeg ser Kaj Munk, et menneske der brændte.
Leif Dræby