Kulturværdierne ER skredet for Silkeborg.
Jeg var så naiv at tro. Da det nye ”Papirmuseet Bikuben” åbnede for et par måneder siden. Jeg troede, men det var så også i min kæmpe naivitet - at bygningen - kaldet ”Bøtten”, måtte have haft to ”populære” navne i Silkeborg Papirfabriks historie – ”Bøtten” og ”Bikuben”. Ja, det var jo da helt pudsigt, hvad folkevid dog kunne finde på!
Men jeg finder jo så ud af , da der opstår en polemik her i avisen om, at det nye og frejdige navn ”Papir museet Bikuben”, blot er en kommerciel fidus, og dermed bliver uden kulturværdi. At jeg var naiv, burde også havde vidst – at ikke alle mennesker – har kultur.
Kulturværdierne i Silkeborg – ER – nu skredet. Forhåbentlig, er det endnu ikke for sent genoprette dem. Silkeborg Papirfabrik har været en så stor del af Silkeborgs tilblivelse. Og historie. Papirfabrikken har ikke alene haft en, kommerciel betydning for det forretningsliv der opstod her. Men også, at vi kunne få de kulturelle værdier som skoler, museer, foreningsliv, og sport. Som jo opstod her på en lille handelsplads for ikke så længe tilbage. Liv på godt og ondt - denne lille grønne plet i et hjørne af verden.
Det er kun – glædeligt - at der er sponsorer til kulturliv. Overordentlig glædeligt. Enten det nu er forretningslivet. Virksomhederne. Eller det er arbejderen, direktøren, bistandshjælpsmodtageren, kassedamen, akademikeren. Eller hvem, der nu finder værdier i kultur og vil støtte den økonomisk.
"Lappedykning" - Oliekridt-blyant på papir. H. 14,8 cm x B. 21 cm. 2001.
Når min mor mødte en der ikke opførte sig særlig pænt sagde hun altid. Han er en "Lappedykker".
Men man må ikke kommercialiserer ægte kultur. Så ER den faldet til jorden og har for altid mistet sin værdi. Den vil altid kun blive rynket på næsen af. ( For folk er altså ikke så dumme som nogen måske går rundt og tror de er) Men allerværst - den kan ikke mere give os noget ægte værdifuldt og åndeligt tilbage.
Kultur, skal holdes fri fra kulørte kommercielle overtoner. Pengene. Dem må vi meget gerne vide at de står bag – men ikke at de står for.
Mennesker lever jo nu engang ikke af vaskepulver alene. At sælge kultur må ikke være det samme som at sælge vaskepulver. Der – kan man sætte navnet for. Og så ved vi jo hvad det er.
Eller, er vi måske allerede derhenne hvor vi finder det i orden at det ville hedde ”Kunstmuseet Hjemmebageriet - med Asger Jorns samlinger.” Eller hvad med ”Mindelunden Valo - for de reneste af verdens krigens faldne” ?
Jeg vil håbe at der erkendes en stor fejl, og museet døbes op til ”Papirmuseet Bøtten”, og meget gerne hvem der står bag. Det vil man da kun glæde sig over. Der går da ikke skår af nogen, hvis man også gerne vil være kulturel. Papirfabrikken ER et ægte kulturminde, og det bør - vi værne om.
Leif Dræby