Leif Dræby   < forside                                                         
 

 

KunstbaZaren-MagaZine 2004                                                                              < debat menu

 

 

Billedet provokerer

 

En lille båd sejler på havet. Havet er rødt, båden simpel. Virkningen stor. Den israelske diplomat er resolut. Går med raske skridt hen til projektøren der oplyser det enkle men stærkt iøjnefaldende kunstværk. Ved en konkret handling, kaster manden heftigt lyskilden ned i et rødt pigmenteret kvadratisk hav. Den elektriske strøm polariserer en kortslutning, og mørket sænker sig. Åndsmørket.

Billedet provokerede. For den rene skal alting være hvidt. Snehvidt.

Det israelsk-svenske kunstnerpar Dror Feiler og Gunilla Sköld Feiler har skabt kunstinstallationen  ”Snehvide og Sandhedens vanvid”. Den vises på Historiska Museet i Stockholm. Diplomatens resolutte handling gjorde hermed værket til et vigtigt visuelt dokument i kunsthistorien. Men gjorde også samtidig kunstværket til et politisk dokument.

 

Værket reflekterer konflikt i mellemøsten. Tragiske, palæstinensiske selvmords aktioner ind i Israel. Som ulykkelige modspil efterfølger staten Israel med straffeaktioner indover Palæstina. Tragiske gengældelser. For en udenforstående forekommer dette komplet meningsløst.  Der kan ikke være nogen mening i dette. Det er ulykkelige tab af liv. Det er meningsløse blodbad. Der må forventes, at der fra omverdenen også er reaktioner på dette – menneskeskabte - vanvid. Hvordan kan denne konflikt løses. Udefra set må det forekomme provokerende for palæstinenserne at Israel til stadighed tillader bosættelser ind i et land der ikke er deres. Konflikten forekommer at have en kompleksitet, der næsten er umulig at forholde sig til. Men først og fremmest, må det være dialog der skal løse konflikten, og ikke menneskeliv der meningsløst skal spildes.

 

Sandhedens vanvid.

Er det som vanviddets eller sandhedens vidne, kunstneren skal betragte sig selv? Som sådan betragte det han skaber. Ingen kan være tjent med om ikke netop kunstneren - der jo er trænet i at se –  også altid forholder sig seriøst og kritisk til den verden han ser.

”Snehvide og Sandhedens vanvid”. Kunstinstallationen er med et slag berømmet og har som f.eks. Asger Jorns maleri ”Døddrukne danskere” 1960, Bjørn Nørgaards ”Hesteofring” 1970, Michael Brammers udstoppede hundehvalpe ”NÆRING,100% og LOVE” 1994, Chr. Lemmerz  griseinstallation ”Scene” 1994. For blot at nævne nogle af de kunstnere, der har indskrevet sig i den  række af kunstnere hvis billeder provokerede. Ofte er det kommet bagpå kunstneren, at værket provokerede. Han afbillede blot den verden der omgav ham. Satte et spejl op.

Et kunstværk består af  kemikalier. Afhængig af hvilken retning, kunstnerens vilje formår hånden til at bevæge disse kemikalier, på det tidspunkt han/hun skaber værket, kan kunstneren få dette til enten, at blive et idyllisk skønmaleri, eller et provokerende billede af en realistisk virkelighed der til enhver tid omgiver os.

 

Et menneske består blandt andet af evnen til at se. Men afhængig af om man har viljen til at bruge denne færdighed, i overensstemmelse med den samvittighed, et hvert menneske til enhver tid helst skulle være udstyret med. Afhængig af hvor ofte man blot rider med på, overfladiskhedens grumsede bølge, eller når man tydeligt ser der drives rovdrift, på menneskelige værdier i samfundet. Når det kommercielle medie, blot spreder side 9 piger ud over hele papiret, skider højt og flot på at journalistikkens ædleste formål var, at skulle være et kritisk samfundsvidne.

Vi omgiver os med mange billeder i hverdagen. Men når billedet bliver til – døds pornografiske historier i avisens spalter - og dermed påduttes os, som værende værdifulde informationer om samfundsforhold. Så svigtes det menneske, der i sin grundsubstans har ærlighed. Så korrumperes den håbefulde, og hopper med på dumhedens tåbelige vogne.

Vi omgiver os med mange billeder i hverdagen. Men får man ikke udlagt ærlige syn på det man ser. Er der ikke sandfærdighed, i den der visualiserer realisme for os. Er man ikke selv i stand til at formulere reelle billeder. Ja, så får man let påduttet et sløret billede der har forvrænget virkeligheden. En korrumperet virkelighed.

Hvis man selv, er en der går med nålestribet business habit , og ikke samtidig selv er i stand til at se, at denne form for uniformering af andre kan opfattes som værende symbol på et bestemt  tilhørsforhold i samfundet. Så vil man måske samtidig heller ikke selv, være i stand til at se de islamiske kvinders tørklæde, som måske blot værende en almindelig hoved beklædning, der udtrykker netop deres tilhørsforhold.

 

Billedet provokerer. Hvad får et menneske til at blive provokeret. Har kunst ændret noget politisk. Jeg mener det var tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der til at visualisere en social holdning, en gang brugte dette billede fra hverdagen.:

Den enlige mor, der hver morgen på cykle strider sig vej gennem regn og rusk hen til vuggestuen for at aflevere sit lille barn. Afleverer barnet i den - allerhelvedes dyre - vuggeplads. Hvorefter hun må drøne ud i samfundet for slidsomt indtjene - de mange, mange penge - det koster at have et barn i institution.

Billedet af den enlige mor, giver os i dag mange betydninger. Kvinder i den vestlige verden, har igennem de sidste hundrede år, kæmpet sig frem til en væsentlig større personlig frihed. I forhold til sin rolle som kvinde,  hendes rolle i forhold til manden. I forhold til de konventioner, den måde vi har opfattet billedet af kvinden skulle være. Husmor, mor - eller udfordrende sexkilling -  alt efter hvordan vi har behov. Kvinden af i dag vil  være en ligeværdig partner i kvinde/mand forholdet. Og sådan må det være. Manden har lært  meget af denne udvikling, og den moderne mand er ikke så bange for i dag at vise, at han også indeholder – bløde værdier – som vi har et billede af udelukkende tilhørte kvinden.

 

Billedet provokerede og sandheden var ilde hørt. Vi ser kun det vi vil se. Vil ikke se at et kunstværk kan være et spejl, der afspejler en anden virkelighed, end den vi normalt forholder os til. Og vi ser måske kun denne mulighed, at vi må destruere billedet for at overleve. Slette billedet fra hukommelsen. Lade alt være som det oprindeligt var. Men det holder ikke. Ytringsfrihed skal være en ret for alle! TRO - HÅB og ÆRLIGHED vækker heldigvis stadig til modstand.

 

Leif Dræby.