Natur-Kultur-Natur

På tærsklen til år 2000, hvor vi ikke kun træder ind i et nyt århundrede
men også et nyt årtusind, vælder det frem med programmer i medierne, som
redegør for fortiden og spår om fremtiden. Fælles for disse programmer
er, at de ved hjælp af den fjerne og den nære fortid belyser kulturelle
træk og historiske begivenheder. Nogle eksempler er “Millenium” på  P1,
“Dagenes nedtælling” i fransk TV og kalenderen på facaden af Oslos
rådhus. International sculpture Manifest ALMENNI indskriver sig i
tendensen, hvor kunstnere gennem deres værker markerer årtusindskiftet.
Almenni er et gammelt dansk ord, der betyder fælles jord og det er på
almenni kunstnerne har skabt deres værker for at markere årtusindskiftet
i tid og sted.


Den fælles jord er her stien omkring Almind Sø i Silkeborg Vesterskov,
hvor fire forskellige områder Almindsø Kær, Skadebæk, Odderbæk og Kroghs
Bænk er blevet valgt til udstillingssted. Kunstnerne, elleve danske og
tretten udenlandske, fik tildelt et område som inspirationskilde til
værkerne, der således er skabt til netop dette sted. Her ikke i et byrum
med byen som baggrund, men i et skovrum med naturen som baggrund og
integreret og aktiv del af værket.

Mennesket i naturen

Mennesket er en del af naturen men er alligevel langt fra den
oprindelige natur. I Danmark er naturen og ikke mindst skoven
konstrueret, forstået sådan, at vi er gået ind og har tilplantet
jordarealer med træer og planter. Taler vi ikke om kulturskov i
modsætning til den oprindelige naturskov? Og kan vi således ikke tale om
skovrum som kulturrum? Og kan kulturen mon repræsenteres bedre end ved
den menneskelige figur?

Menneskene, hvis ydre form ansigtet og kroppen er lige som et landskab,
formet af det ydre liv, der er tidens gang og det indre liv, glæder og
sorger, der er menneskenes skæbne. Dette vises f. eks. med Leif Dræbys
skulptur “Anti myte”, et menneskehoved med stirrende øjne, furet pande
og kuperede og kornede kinder. Livets tildragelser er her indskrevet i
de stærke træk. Den belgiske billedhugger Annabelle Hyvrier iscenesætter
ligeledes den menneskelige skikkelse i skovrummet. Størrelsen er også
her monumental, da skulpturer i naturen ser ud til at kræve
overdimensionerede proportioner. I begge disse skulpturer er den
menneskelige natur midtpunktet, medens den omgivende natur er dens
baggrund. Naturens kræfter får ikke tid til at influere på værkerne.
Dens langsomme påvirkning i form af forvitring, når ikke at gøre sig
gældende i den korte periode, hvor skulpturerne står i skoven. Naturens
milde og dybe påvirkning har et tempo, der er langt mere adstadigt.

Naturen

Den danske natur er mild og blid med sine frodige træer, bækkene og det
stille vand, som jo har inspireret talrige kunstnere. Naturen indeholder
dog kræfter, som vi gerne vil kontrollere men alligevel ikke helt
formår. Naturen er trods alt uberegnelig og foranderlig. Eksempelvis
gengiver Annette Damgårds skulptur “Kumulus 2000” med sin spejlende
overflade himlens konstante bevægelse. Naturens forandring afspejles og
bliver værket i sig selv.

I Elke Bauers “Wo sich Himmel und Erde begegnen” synes værket at være i
en vedvarende skitseagtig proces. I oktober måned er området ved Almind
Sø, hvor værket befinder sig, i konstant forandring. Træernes blade får
andre farver, skumringen begynder tidligere på dagen, vandets løb
forandrer sig og den lysende blå farve skifter tone. En konstant
forandring i en rytme, der fastholder værket i en evig foranderlig
tilstand.

I den  svenske lys- og lydkunstner Clara von Rettigs installation
“Golden Lightness” spiller lyset en afgørende rolle i den farverige
organiske struktur, der både tager fra og  giver til det omgivende
kultur/skovrum. Påvirkningen går altså begge veje og skaber derved en
form for dialog. En dialog mellem natur-kultur-natur.

kunsthistoriker Michelle Garnier



Pejlemærker

Himmelbjergtårnet er synlig fra vinduet i min genbos stue.
Der er i tredie sals højde.
Men tårnet er ikke synlig fra Skolegade.

Århus er i godt vejr synlig fra Himmelbjergtårnet.
Men fra tårnet er det ikke muligt at se tilbage.

Den ny Lillebæltsbro er synlig 15 km syd for Vejle.
I december et par strålende glitrende juletræer er synlig, i toppen af
peloner der bærer broen over bæltet.

World Trade Center er synlig fra Statue of Liberty.
Men Statue of Liberty er ikke synlig fra Harlem.

Sprechelsens bue er synlig fra Champs Elysee.
Men ikke fra rue Vieille du Temple.

Det var muligt at se pyramiderne ved Cairo fra flyets vindue.
Men pyramiderne kunne ikke ses fra hotellet.
Hvilket var lovet i brochuren.

I snedække er vintergækken ikke synlig.
En lille bleg løgplante.
Blomsters hvidhed.
komprimeret sne.
Når sneen smelter,
står den
synlig.
Og brænder mod en sort jord.

Den næste forårsbebuder er krokus.
Med gule unger.
En stor kinesisk mur skulle som det eneste menneskabte
være synlig fra månen.
Har jeg hørt.

Skovens mærker er synlig i skovbunden.
Men træer er synlig mærket i regnskoven.

Sandskorn i Saharas ørken er utallige som himlens stjerner,
men ørknen har bredt sig synligt.

Meld pas, bliv meldt, nomineret, gigantisk Loveland, antitegn, pølse.
Hurtigt roterende knuser, fræs, smut, dagen er 28, hvem har lyst til at
vende om,
AND, overhaling, gên erator, That’s it, trømpe, opleveren, DFSN DFSN
PRFE ULPR,
huggelig.....

Fra broen ser her ud til at være samme afstand
til sendemasten i Lysbroskov, mod vest,
til papirfabrikkens høje skorsten, mod øst,
Den kraftige blæst,
blæser røg bort fra skorstenspiben
en lysegrå fane,
mod nord.

Leif Dræby