Leif Dræby   < forside                                   <baggrund          

 

Jeg har billede erindringer – helt tilbage fra min tidligste barndom.

 

 

Jeg  ligger og stirrer ind i beskidt koldt vand der fosser faretruende af sted,  tæt forbi mit ansigt. Det skidne vand løber i bunden af den vejgrøft, hvori jeg ligger - med hovedet nedad – bundet fast til en grøn taburet. En regnfuld forårsdag, Virklund  ca.1945.

 

 

Horsensvej i Virlund ca. 1945

 

Vejgrøftens græs og mælkebøtter, står frisk grønt. Så langt jeg nu kunne se op langs grøftekanten. (Grundet min besværlig gjorte stilling) Men det sansede jeg slet ikke – jeg konstaterede blot min rædsel. Jeg havde nok at gøre med at få mig gjort hurtigt fri af stolen, inden dette forræderiske vand steg op til min mund og næseborene. Vandet ville drukne mig, een gang - og for altid.

Børn på landet - kunne være grusomme og undskabsfulde, mod den de havde udset til et offer for deres - infantile - bestialske lyster.

 

Anden verdenskrig var endt. Slagne tyskere, nazister, hippoer, og hvad de ellers kaldtes - var marcheret hjem. I een næsten endeløs lang grågrøn række defilerede de deprimerede, og nedslåede, forbi vort - dannebrog - udsmykkede vindue, ud af Horsens landevejen. Jeg syntes det var synd for dem. Jeg så soldaterne som mennesker. Men jeg vidste endnu, heller ikke alt - om tyskernes frygtelige gerninger mod menneskeheden.

(1992 besøgte jeg Auschwitz. Denne stille juli aften, jeg gik alene rundt i en af barakkerne inde i lejren, jeg glemmer  – aldrig!  "Arbeit Macht Frei". Blev de mest frygtede, mest forfærdende, de mest smertelige ord i det tyvende århundrede.)

 

 

Banegården i Auschwitz. Juli 1992. Herfra fører et enkeltspor ud til koncentrationslejren.

 

 

Det er ved juletid, Virklund skole, første klassen. Jeg opdagede mine evner for -at tegne. Evnen  til at skildre omgivelser. Og dermed var min kunstneriske skæbne - bestemt for altid.

Hvis ordet – erotik, havde eksisteret i mit ordforråd på dette tidlige tidspunkt af mit liv. Var det - det -  jeg følte, for den unge smukke vikar, fra Gedved. Hun bad os børn tegne - en juleting - på den sorte tavle. Min tegning lignede slående – naturalistisk - en grangren med et tændt julelys. Hvorimod de andre børns forsøg - blot var tynde ”tændstiks” kradserier.

 

Vi flytter til Silkeborg. Skovvangsvej. Jeg ligger i seng med influenza, ser ud gennem børneværelsets sydvendte vindue. (Det er ikke et rigtigt ”børneværelse” for der er ingen dør mellem, ind til mine forældres soveværelse.) Men alligevel har jeg her i denne, godt brugte -  udtræksseng, med meget lang fortidshistorie.

På den stive, hårde, og til tider – fuldstændig uhåndterlige krøluldsmadras. Har jeg et frirum til at lade tankerne og fantasien flyve med de hvide forårsskyer, ind i en lyseblå uendelig himmel. Skyerne farer ind med vinden fra Vesterhavet -  og Ørnsø. Min barndoms ”stille hav” og ind imellem - vildt tænderskærende ocean.  Udtrækssengen er så – smart – indrettet, at den kan følge mig  - fra barn til voksen. De to andre senge - i et meget lille værelse - er for mine to mindre brødre.

De drivende skyer danner hele tiden nye, ”fantastiske figurer”. Store tomme hvide – vat hoveder - med intet sigende, klamme øjne. Snart ændret til et fremstormende vildt kæmpe lokomotiv, der med dampen oppe - brøler forbi. Og netop som lokomotivet er optimalt, opstår det - i en slags egen drilagtig genfødsel - som verdens højeste bjerg.

 

Det er en god dag! Jeg har ikke tisset i sengen denne nat. Jeg er ikke i skole. Jeg har en hel dag for mig selv, helt fri for mobning. En hel lang dag, hvor jeg ikke bliver kaldt.: Bonde Leif.  Åh  - jeg kan strække min feberhede kantede drenge krop, langt ned under dynen.

En hel dag, hvor jeg kan koncentrerer mig ethundredeogti  procent om at læse ”Niels Holgersens  forunderlige rejser”. Drømme mig med ham, og hele den vilde gåseflok. Formerer fantastiske surrealistiske forestillinger, uvurderlige billeder i en drengs frie fantasi verden.