Leif Dræby   < forside                                                         
 

 

SYNSPUNKT Midtjyllands Avis 4-maj-2005                                                      < debat menu

 

Kunne det ske igen.

 

Langt inde fra huset hører jeg ord fra radioen ud gennem en åben dør.

…I dette øjeblik meddeles det fra general Montgomery, at de tyske tropper i Holland, Nord-tyskland og Danmark, har overgivet sig…

Frihedsbudskabets ”moltoner” – skær sig lysende ud gennem maj-aftenen. Og verden blev forandret.

 

En stille aften, solens sidste stråler farvede omgivelserne med et rødligt skær. Lyset falder skråt ind over nord gavlen på vort hus. På hjørnet af Horsens-vejen og Thorsø Allé i Virklund. Fordøren står åben, mor og far lytter til radioen.

Jeg står i vejkanten, lidt neden for huset, ser op mod døren. En besynderlig stilhed og fred har bredt sig ned gennem Virklund. Der er ingen ude på vejen. Jeg står helt alene, og undrer mig over den stille glæde, jeg fornemmer, har spredt sig. Alle børn og voksne i hele Danmark er nu lykkelige. For sådan skulle det jo være! Vi skulle nu kunne ånde lettede op efter 5 år med utryghed, uvished og spændinger. Men jeg vidste jo ikke alt. Ikke en gang mine forældre vidste alt.

Har jeg blot fået lov at være længe oppe denne aften, eller er det en erindringsforskydning? For frihedsbudskabet blev sendt over radioen kl. 20,30, og da måtte jeg vel normalt være lagt i seng.

Men dette var jo heller ikke noget normalt. Intet var normalt de år.

 

De første erindringer jeg har i mit liv, er fra besættelsestiden. Jeg fornemmede det senere i livet, som om jeg med disse oplevelser bag mig - blev født ind i en ny tid. Jeg er kun næsten fem år, da - Danmark d. 4 Maj 1945 - oplever budskabet om at blive befriet for besættelsestidens åg. Jeg oplevede befrielsen, som en påmindelse om at nu, var en livstruende kræftknude – fjernet. Vi var helbredt, renset, og verden lå lys foran.

Men – Anden Verdenskrig, og Nazi-tysklands besættelse af Danmark, trækker lange sorte - hagekors spor - efter sig - og gør stadig den dag i dag.

 

På de blankslidte brosten i landevejen foran vort hus. Få dage efter den 4 maj, ser jeg en næsten uendelig lang kolonne af desillusionerede tyske soldater traske modløse af sted tilbage mod Tyskland. Hjem, men til hvad!? Silende regn gør det hele endnu mere gråt og trist. Inde bag de beskyttende vinduer står jeg sammen med min mor og ler hånligt af de elendige. I vinduerne er klistret dannebrogsflag. Jeg er advaret mod at gå ud. Tyskerne kan være farlige nu. Siger mor.

Jeg havde ondt af mændene, der så, så kede ud af det. Jeg havde jo oplevet nogle af dem glade. Jeg havde haft officeren Peter som min ven. Han kørte ture med mig i sin jumbe-gig.

Jeg kunne lige se din lyse hårtop stikke op over vognsiden. Fortæller min mor.

Sommer solen skinnede, vinden bruste om mit hoved, og jeg nød at se ud på Virklund der for forbi når hesten skridtede ud op af Horsens-vejen. Peter smilede og var glad. Han savner sikkert sin familie, tænkte jeg.

 

 

"Den unger Adolf ser lykken flyve forbi i form af en fugl."   Oliekridt på papir 2001.

 

Der var noget riv rav ruskende galt. Vi skulle være bange. Vi skulle gøre os lystige over tyskerne - når de ikke så det. Vi måtte ikke købe wienerbrød hos bageren til dem, de elskede vidst wienerbrød, men de kunne ikke selv købe det. For i bageriet, der var lige ved siden af vores hus, ville bageren ikke sælge til tyskerne.

Vi skulle kontrolleres. Min far havde en dag glemt sit ”Ausweis”. Far arbejdede på teglværket i Lysbro, og da han ved Lysbro skoven opdagede at han den dag, havde glemt at få sin legitimation med sig. Orkede han ikke at cykle tilbage til Virklund. Men sneg sig i stedet gennem skoven og uden om de tyske vagtposter.

Vi skulle give logi. Rundt om i Virklund logerede der her og der en tysk soldat. En dag kom Peter og to af de menige soldater til os. Jeg var så glad for ham, men nu viste han en helt anden side. Jeg blev bange. På første salen havde mor og far lejet et værelse ud til Hr. og Fru. Simonsen. Simonsen sprang stød op ude skoven med dynamit. Og i et af vore kælderrum lå et stort lager af dynamit. Og udenfor værelset på gangen, stod også en tom seng. Jeg tror det var både sengen og familien Simonsens logi, Peter ville ha´ en forklaring på. Han stillede sig skrævende over for mor, og begyndte at udspørge hende. Men mor, der er modig, var ikke bange for at svare på spørgsmålene.

Bag Peter stod de to menige soldater med maskinpistoler. Nej, nej, det var ikke maskinpistoler. Fortalte mor mig mange år efter, da jeg nævnte episoden for hende. Det var deres cykelstyr. Tyskerne var nemlig bange for få deres cykler stjålet. Og tog derfor altid cykel styret af.
Das schön. Sagde Peter om mors ny ferniserede gulve inden de forlod os igen. Ny ferniserede gulve var mors stolthed. Men mit - forhold til Peter, blev ikke det samme mere efter den dag.

 

I aftener, med mørklægnings gardiner for vinduerne, følte jeg mig tryg. Mine forældre, mine to ældre søstre, om spisebordet i den lille stue. Mørklægnings gardinerne beskyttede og skjulte os for en farlig verden. Det svage gullige lys fra lysekronen gjorde det til et særligt rum. Her sad mine forældre og søskende og talte om dagens hændelser. Jeg elskede varmen fra kakkelovnen. Tørvene, holdt jeg af at dufte til. Skønt både min mor og far hadede dem. De forbandede tørv! Men de indeholdt jo den hele lange varme sommer hvor jeg var med mor i tørvemosen.
Men freden kom - og mørklægnings gardinerne blev revet ned. Tyskerne fik travlt med at slette spor. På skolens sportsplads var der nu flere bål. Et par soldater brændte dynger af papirer.

Den gamle soldat, der en sensommerdag i 1944, nede i gården foran vort hus. Viste os fotos, han havde i sin pung, af sin familie. Jeg fik ondt af ham fordi han savnede sine børn. Han kom nu, da krigen var forbi, en dag til vort hus og bankede på. Han have 100 danske kr.,(der jo var en del penge dengang), som han ikke måtte, eller kunne, tage med hjem til Tyskland. Han ville give dem til min mor. Men mor ville ikke røre pengene.

Så kaster jeg dem i ilden i komfuret, sagde han. Men dette blev dog min mor for meget. Så hun tog imod pengene – og for en del af disse købte hun et par nye støvler, til mig.

 

I 1948 købte mine forældre hus i Silkeborg på Skovvangsvej. (Nu hedder det Kroghsvej). Syd enden af vores store have stødte helt op til Silkeborg Vesterskov. Den nederste del af haven var helt flad. Som var den planeret. Vi dyrkede kartofler i den del af haven. Om foråret gik min lillebror og jeg efter min far, som gravede et hul og derefter plumpede vi en ligge-kartoffel i hullet, der så blev dækket af jord fra huller i den næste række. Jorden i den del af haven var ikke rigtig muldjord. Underlig grumset, hudfarvet, eksem. Og kartoflerne fik ofte ”kartoffelål”. Jeg fortalte om det til min mor for en del år siden.

Nåh der. Der havde jo været flygtningelejr. Nu var det mig jo ikke mere så underligt at jorden så syg ud og kartoflerne ofte var smittede. Jeg blev oprørt, det smertede mig at jeg blot havde gået der, uvidende om havens fortid, hvor alle disse skæbner havde været. Og det kom til at gøre alt for ondt.

 

Kunne det ske igen, i dag, at intolerance igen skulle komme til at herske. Vi bryster os af at vi er så tolerante. Men det, der er anderledes, der ikke har social status, gider vi jo ikke røre ved, eller ha´ liggende i vores egen baghave. Trives tolerance kun inde bag ligusterhækkes top-tunede og forkromede kanter som vi kan skærer os på. Eller kan vi i dette land, der både har materiel velfærd, demokrati – og 38 tommers fladskærme. Ikke også samle os til at glæde os over velfærden. Og bruge denne – veltilfredshedens - overflod. Når vi nu selv har det så godt.
At give tolerance uden betingelser tilbage til andre. For intolerance og had til det,
der er anderledes må ikke slå rod igen, det har vi – alle – et ansvar for at det ikke gør.

 

 

Leif Dræby