Men det skete i de dage at der i byen Betlehem i Judæa. Fødtes en lille gut, sorthåret, med brune øjne, lidt mørk i huden. En lille glad gut. Det skulle vise sig at denne her lille fyr, han skulle med tiden gå hen og blive en af de største fortalere for næste kærlighed, man nogensinde havde oplevet på denne her jordklode. Som vi jo kun har én af. Og hvor vi jo alle gerne skulle kunne være i fred med hinanden.

Men der sker også i disse dage at der i de lande hvor de mennesker det glade budskab efterhånden nåede ud til. Der levede man ikke rigtig op til det. Man syntes det var fint, der hvor man ellers indtil nu havde gået og slået hinanden ned med køller. At det nok ikke var så smart. At man skulle være gode ved hinanden.

Men der blev i de lande sådan efterhånden, at man ikke rigtig kunne lide de mennesker der var lidt brune i huden. Som jo netop den her lille gut var. Fint nok med alt det der med hans næstekærlighed. Blot han selv og sine venner ville holde sig langt borte.

Helt galt gik det for ikke så længe siden. Hvor en mand i Danmark - i sit fjernsyn – ser en journalist, der ser ud til at stamme fra Mellemøsten, interviewer en integrationsminister, som er inder. De drøfter, hvordan folkevandringen bedst kan få plads i Danmark. Deres pejlemærker er konventioner, som er vedtaget af folk i fremmede lande, uden at danskerne er blevet hørt. Denne her mand, der hed Mogens Camre – skriver på noget der hedder Twitter at: ”Folk fra fremmede kulturer bestemmer, hvad der skal ske med dette land”.

Nu tror jeg denne her Camre er en flink mand. Og sikkert normalt er meget næstekærlig. Men der kan man alligevel se. Næstekærlighed er fint - men alligevel – den rakte ikke så langt.

Konstant – ja, faktisk dagligt – er det muligt at opleve der er et voksende had til næsten alle indvandrere, flygtninge, der kommer hertil fra lande mod syd. Hvordan ville vi – etniske danskere - have det, hvis vi hele tiden blev omtalt dårligt. At der ikke var nogen der kunne lide os.

Det ville avle modtryk. Sådan vil det altid være.

Vi må ikke lade den lille del af indvandrere der er radikaliseret. Vi må ikke når vi oplever forfærdelig terror der sker rundt i verden. Vi må ikke lade det formørke og skygge for næste kærligheden. Hvor næsten umuligt det end kan være ikke at forfalde til det.

Hvordan kan de - der netop synes at denne lille gut der fødtes i en ussel stald for to tusind år siden, og hvis ord de synes er så fantastiske. Samtidig også hade – næsten alle - hans arts fæller.

Jeg tror at mange af de spændinger der opstår mellem indvandrere og etnisk danskere. Er – at vi SER ikke hinanden. Og det gælder alle mennesker – både indvandrere og etniske danskere. Vi SER ikke at vi er mennesker. Vi SER det vi vil se. SER kun det dårlige.

Det må vi ikke.