Beijing 2002

   Det er som om en utrolig kraft udgår fra denne menneskemængde der bevæger sig hastigt frem gen-nem  en ætsende  morgendis der endnu er bleg okkergul efter  den sandstorm  der i går havde  forgyldt landet.

Solen har vist sig  på østens himmel. Men i  dag er solen kun en mat beige diskos der kæmper en udmattende, ulige kamp i  et forsøg på at trænge gennem støvdisen  og dermed  nå  frem til denne dags optimale brændpunkter. Et  bølgende sort  menneskehav. Fylder de brede fortove langs Bejings boulevarder. Det er som om hele Kinas 1,3 milliarder indbyggere bevæger sig frem og tilbage af disse boulevarder i én mægtig oprørt strøm.

  Deres ansigter kan jeg grupperer i X  antal former. Men alle tilsyneladende den samme stamme. Så-dan oplever  jeg disse mennesker der næsten alle også har samme højde.   Men det er også sådan at Han-kineserne udgør over 92% af Kinas befolkning. Sorte hårtoppe udgør overfladen i det oprørte menneskehav og udligner  dermed alle forskelle. Alle ser ud til at skulle samle sig om et stort over-ordnet  mål. Kina på vej frem.

Kun enkelte i menneskehavet bærer støvmasker, eller blot et stykke stof, et tørklæde for ansigtet. Det skal forhindre de værste støvpartikler fra  en  destruerende indtrængning i menneskets sarte luftvejs system. Men langt de fleste af denne morgens vandrere kæmper sig ufortrødent gennem resterne af forårets sandstorm fra Gobi ørkenen. Uden nogen beskyttelse af  deres lunger for denne akutte mer- forurening.

     Den himmelske freds plads.

> næste side