Undervejs til Naivasha.

En frygtelig dårlig vej i dag. Den levede helt op til den Bumpy Road, Tommy havde fortalt om: It will be a Bumpy Road to morrow.

Carla kan være ulidelig. Så ulidelig at jeg er lige ved at glemme at hendes forfædre var slaver.

Jeg prøver at lade hendes gryntende skratlatter - kommentarer til alt hvad hun ser. Jeg prøver at lade det passere direkte gennem mit hoved..

Tommy drejer fra landevejen ind mod en Masai landsby. Her hører verden op. Vi bliver sat på en prøve i forhold til os selv. Er denne rest fortid et spejlbillede der er sat op foran os. At vi ikke glemmer at livet kan være enkelt. At disse masaier ikke er en sæbeopera. Et underholdnings program. Der netop nu opføres - for at lokke 20 Dollars fra naive turister.

Masai Mara er uendelig. Savannen står med sit gule græs - som var den uendelige modne kornmarker. Hvilket spisekammer ville Afrika ikke være, om blot disse uendelige sletter blev gødet. Enorme kvægflokke kunne her græsse og brødføde enorme menneske mængder. Den uendelige savanne kunne kultiveres, dyrkes med mange slags afgrøder. Men de vilde dyr ville forsvinde for altid. Vil vi kunne betale så høj en pris. Store dyr bestande er allerede forsvundet. Og man skal allerede i dag se langt ud over savannen - for at se elefanter.

Dagen i dag. Safariens sidste dag. Gjorde måske at jeg midlertidig fik antipati mod sorte mennesker. Specielt når de var amerikanere. De er meget uhøflige. Råber og skriger uden hensyn til andre. Dråben der fik det hele til at flyde over var Benjamin. Da vi i eftermiddag kørte ud på den sidste safari tur - rørte han lavpunktet. Han ræbede flere gange højlydt, som for at demonstrerer. Jeg tænkte meget over om vi skulle afbryde samværet med de fire. Sige til Tommy at vi gerne ville med en anden bil tilbage til Nairobi i morgen.

Hvad har vi gjort? Har de gennemskuet mig. Er jeg i deres øjne en del af et komplot, en del af den forbandede slavehandel.

Jeg havde faktisk besluttet mig til, når vi var tilbage ved lodgen. Kort og godt sige min mening om Benjamins uhøflighed. Og vi ikke mere ville være sammen med dem. Men Tommy fik det vendt. Han ville gerne om vi kunne være tålmodige de få timer vi havde tilbage. Og vi vendte det til at vi var sammen.