Leif Dræby   < forside                          < forrige side    næste side>     

  1940 - 60      1960 - 70      1970 - 80      1980 - 90      1990 - 2000      2000 - 2010                          TEGNER

Oliekridt - Blyant                                          1985

 

 

Der bliver solgt tre billeder ved fer-niseringen i Galleri Mitzi. Det stod slet ikke i forhold til de 160 – jeg fik rammet ind hos ”Hansens indramning” i Lyngbygade. Det ene blev ikke afhentet – kunden havde ingen penge.

I vinduet ud mod Sct. Gertruds Stræde – var udstillet bl. a. en tegning – et portræt af en ”Amazone”. ”Nadia” - kaldte jeg portrættet. Der var så mange der var interesseret i at købe det – at jeg tænkte – det må ”mangfoldiggøres til hele verden”. Jeg fik trykt en plakat i sort/hvid hos Centraltrykkeriet i Hostrupsgade. Og så gik jeg ellers i gang med at distribuerer ”kvindemennesket”.

 Nu begyndte jeg at ”skyde på alt” hvad der bevægede sig af udstillinger. Gennem en kontakt får jeg en aftale om udstilling i Den Danske Klub i London næste år - også en udstilling i ”La Place De Quatre” Sværtegade i København - samtidig med den surrealistiske maler Thor Lindeneg udstiller der . Thor - er dog ikke meget for der er en ”opkomling” der skal udstille samtidig. Jeg holder stædig ved at jeg har en aftale om at udstille samtidig med ham – og derved blev det.

Jeg er ikke særlig trofast overfor Mitzi – har ikke tid til at vente ”på berømmelse” gennem hendes galleri. Går en dag en tur gennem Værnedamsvej – falder ind ved noget der hed Galleri Dan – får en aftale om at udstille der.

Jeg får en aftale med Villy Omme - Galleri Moderne i Silkeborg – om han er interesseret i at se hvad jeg laver. Nu står der jo om mig i avisen – og alt kan jo så lade sig gøre. En efterårsdag sidst på dagen i 1985 - møder jeg op hos Villy Omme – breder nogle ekspressionistisk arbejder på papir ud på gulvet inde i hans kontor. Villy kommer ind og ser på dem. Det der er noget et hvert barn kan lave - siger han. Det skal du fandeme ikke bestemme – svarer jeg. Og så var vi jo uvenner. Inde i galeriet gik maleren Richard Mortensen rundt. Jeg kendte ham fra fotografier. Han lo – det her havde han sikkert oplevet før. Jeg blev dog senere i livet mere eller mindre forliget med Villy Omme.