Model                                                             Blyant 1984.   Uden kunstskolen var jeg aldrig kommet i gang igen. I oktober 1983 begyndte jeg at gå på Silkeborg Kunstskole. Mit autolakereri var solgt. Jeg kunne ikke se noget lys for enden af den sorte tunnel jeg nu var havnet i – men – livet skal jo gå videre. Vil man ikke selv – så går den ene dag alligevel ubønhørligt efter den anden og dette - kan man ikke stoppe. Jeg begyndte at gå til croquis tegning. Her blev der mulighed for at måle sine evner i forhold til de andre elever. Jeg tror aldrig det er rart for nogen at skulle ligge sine arbejder frem til bedømmelse. Men det skulle man - efter en sådan tegne session. Så kom kommentarerne fra Vagner og Ryan. Ja - den der den er god. Eller – Den der det er noget lort. Eller hvad - Vagner - nu kunne finde på at sige. De to sagde nu aldrig noget dårligt om - mine - tegninger.  Det kunne jeg jo havde været blevet udsat for. Jeg havde aldrig gået på en kunstskole – eller for den sags skyld - et kunstakademi. Men tværtimod. Blev jeg ofte fremhævet. Med mine 43 år - kunne jeg jo havde været stivnet i - at kunst skulle - se ud på én bestemt måde. Ved at sammen ligne - kunne jeg se at jeg havde noget at bygge på – jeg kunne arbejde videre med at udvikle min kunst.          Chr. Vagners malerhold. 1990. Foto: Randi Kornerup-Bang. Der var allerede på dette tidspunkt på kunstskolen -  den havde kun eksisteret i fire år- flere elever der var dygtige og var gået videre. Og særlig ved disse var der mulighed for at se hvordan de arbejdede seriøst og målrettet. Se deres udvikling. Og det var inspirerende at arbejde på kunstskolen samtidig med bl. a. Randi Kornerup-Bang, Karen Kjær Laursen, Claus Fisker-Andersen, Frode Steinicke, Peter Leth og Lars Svanholm  – for blot at nævne nogle. Der var i en stor grad de ”tredie halvlege” på kunstskolen. Festerne. Og de kunne være utroligt morsomme. Med optræden. Sange og monologer.  Der er nok ikke nogen som kunstnere der kan feste – og feste helt igennem - der var altid skæg - og ballade. For her kunne frustrationerne også risikerer at komme til fuld udblæsning. Og man kunne nemt få et bæger øl smidt i hovedet - hvis det var med den på.