Det er pisse grinagttigt.                                                       Kuglepen1984. Silkeborg Kunstskole er en babylonisk forvirring. Hvor lederen Chr. Vagner Pedersen regerer i sit gyldne tårn – første salen i den gamle administrations bygning til Silkeborg Maskinfabrik der lå på Jernbanevej 57. Hvor han holder hof for sit folk –   unge og gamle  - kvinder og mænd der vil gøre sig forhåbninger om at gøre sig ud i det frustrerende kunstliv.  Denne mand har en hypnotisk udstråling – største delen af tiden bruger han dog på at fremstille sine hjemmerullede cigaretter –  spytter på papiret - klistrer sammen – og så har han fremstillet en helt ny ligkistepind  - der til forveksling ligner en stump gammel gulnet snor. Vagner ryger kun halvdelen af cigarreten  - og maser så den anden halvdel ud i askebægeret. Der snart er fyldt op med halvt røgede smøger. Chr. Vagner kunne bygge en elev op på en dag når han ville – for næste dag at nedbryde den uheldige der så kunne gå grædende hjem. Jeg holdt mig på afstand af Vagner – jeg skulle ikke ind i hans malstrøm. Jeg skulle ikke være en del af hans hof. Så derfor gik der lang tid inden Vagner og jeg blev rigtig dus. Men så fik vi det også rigtig godt med hinanden. Man kunne godt opfatte ham som en lidt af magiker. Han var i stand til at tryllebinde – forføre sit publikum. Forføre den enkelte. En dag sad jeg og talte med ham – efter skolen var lukket for den dag. Nu skal jeg vise dig en kortkunst - Leif. Jeg kunne ikke finde ud af hvordan han gjorde – og jeg tænkte – han ER virkelig magiker. Vagner var dog så venlig senere at afsløre hvordan han lavede nummeret. Vagner og hans kone Tove boede ude i Svejbæk – i et hus ned til Borresø. Vagner havde en sejlbåd. En dag var skruen på bådmotoren gået i stykker – og Vagner skulle have båden fragtet ind til Silkeborg for at få den repareret. Ved du hvad ”syv gange satans Leif ”  - og den sætning brugte han når han skulle udtrykke han kunne lide en. Ved du hvad – kan du ikke låne Marius gamle motorbåd – og så trække min båd ind til Silkeborg. Det kunne jeg da. Så jeg sejled en sensommerdag ud mod Svejbæk i gamle Marius motorbåd. Der skal lige tilføjes at Marius motorbåd havde den skavank – at når påhængsmotoren blev sat i bakgear – vippede den op med et sæt. Jeg kom ud til Vagner og Tove – Tove havde lavet et stort fad smørrebrød. Spis nu noget – sagde Vagner. Der skal noget til sådan en stor mand. Vagner spiste næsten aldrig  – han fik føden gennem sine cigaretter. Vi måtte afsted ind mod Silkeborg.  Jeg bandt snoren fra Vagners båd fast i venstre side af motorbåden og begyndte at sejle ud i Borresøen. Det blev nødvendigt at bakke lidt – og svip - sprang motoren op. Jeg fik sved på panden. Vi sejlede ind i Sejs snævringen. Men nu tog fanden ved min båd – jeg kunne ikke styre den – på grund af jeg havde bundet rebet fast i siden af motorbåden. Jeg kunne ikke stoppe og hele kortegen styrede lige ind mod en bådbro – hvor en mand stod og fiskede - han måtte springe for livet. Vagner stod i sin båd kokrød i hovedet  af raseri - hoppede, sprang og råbte. Hvad fanden er der der sker. Ja - det tænkte jeg jo også. Jeg fik nu bugseret båden baglæns ud i sejlrenden. Mange uheld med motoren – der svippede op i bakgear. Vagner der hoppede op og ned i båden råbte og skreg. Og mig -  der blev mer og mer nervøs. Men nu - ude i sejlrenden – styrede vi over mod den modsatte bred. Og sådan gentog historien sig nogle gange indtil jeg fandt ud af få rebet bundet fast midt for i bagenden af motorbåden – og vi kom til sidst i havn - inde i Silkeborg. Vagner stoppede som leder af kunstskolen da han blev 70 – flyttede til Vordingborg med sin Tove – og døde få år efter. Kunstskolen blev aldrig det samme efter Chr. Vagner.