|
Jeg er selv trykket af situationen. Ikke så meget p.gr.a. strejken. Men jeg skal vende mig til at nu er jeg en af dem - og ikke længere arbejdsgiver. Møder jeg mon nogle af mine gamle kunder imens vi går her på gaden. Det har været en nedtur - ikke blot for mig men for hele min familie - for børnene - for min kone. Men der var ikke noget at gøre værkstedet måtte sælges - jeg var kørt ned - psykisk og økonomisk. Der var - ikke andre udveje. Jeg kunne i hvert fald ikke se dem. Lyset var slukket – alt var blevet gråt. Nu er jeg på DAB - jeg er en del af mine arbejdskammerater - og det er det her det gælder. Arbejdskampen. Vores fælles sag. Vi ankommer til Sønderport. Oppe i den store sal er der et leben. Talere. Hjemmehjælperne – kvinderne - de mest aktive og modige - de fleste af vi mænd er nogle skvat både at se - og høre på - i den sammen hæng. Vi malere - mine arbejdskammerater og jeg - har samlet os i højre side af salen tæt op mod scenen. Hvor mikrofonen er - og hvor den ene efter den anden i den store forsamling – et par tusinde - stiller sig op og taler dunder. Skal vi ikke snart havde en bajer - råber Lorenz. Og griner. Men det drukner i larmen - og kun vi der sidder tæt på Lorenz kan høre det. Nu kommer der et opråb. Der bliver møde på Torvet kl. 12. Se at få alle med. Vi skal havde de med der arbejder på rådhuset. Nu er vi en stor flok der går mod rådhuset. Jeg er med - vi kommer ind i forhallen. En flok kvinder har stillet sig i rundkreds - de står og synger arbejdersange. Alt er nu kaos - ingen tør gå rundt på rådhuset - for at opfordre til at møde på Torvet. Det her går ikke tænker jeg - sådan nogle skvat kan vi ikke være. Kom med mig - råber jeg. Vifter kraftigt med armen for at få flokken til at følge mig. Vi begynder at bevæge os rundt på gangene til alle medarbejderne på rådhuset. Jeg er træt af det her. Men jeg så ingen anden udvej end jeg måtte. Jeg kendte mange af de der arbejdede her - og var flov ved situationen.
Mød op på Torvet kl 12! Råbte jeg rundt på alle gangene - og ind af alle døre. Hvis der er noget ved Jer - møder i op! Jeg havde en kæmpe hale af umælende arbejdskammerater følgende efter mig. Endelig var jeg igennem hele Rådhuset. Og vi kunne gå til mødet på Torvet. Der er skruebrækkere på et nybyggeri nede på Frederiksberggade - bliver der råbt. Og nu er der en flok der går ned mod Frederiksberggade. Jeg følger med. Oppe på anden etage i et nybyggeri - ser jeg et par arbejdere - se ængstelige ned på flokken. Vil i se at få holdt med at arbejde. Hvad fanden er i for nogen skruebrækkere. Råbes der. De to mand gør ikke fagter til at ville komme ned. Der bliver rejst stiger og nogle kravler op og får fat i frakken - på de to formastelige. Der bliver en del diskutering deroppe. Men til slut må de give op - og indstiller arbejdet. Næste dag på arbejde - er jeg en paria – og mine kolleger undgår mig. Man skal ikke tro man er noget.
_________________________________________________________________________________
Påskestrejkerne i 1985 – strakte sig fra 24. marts til 12. april - og var en af det 20. århundredes største strejkebølger i Danmark med et sted mellem 2 og 3 millioner tabte arbejdsdage. De udløstes efter et sammenbrud i overenskomstforhandlingerne, og udvidedes drastisk da den borgerlige regering gennemførte et indgreb, der var betydeligt ringere end mæglingsskitsen. Fra at være en kamp om nedsættelse af arbejdstiden til 35 timer ugentligt og lønforhøjelser blev den en kamp for afsættelse af den borgerlige regering. En kamp hvor de offentligt ansatte for første gang spillede en central rolle. Efter 2½ uges omfattende aktiviteter løb strejkerne ud i sandet. Socialdemokratiet havde aldrig ønsket de ulovlige strejker og så dem af politiske årsager helst stoppet hurtigst muligt; DKP var splittet men den stærkeste fraktion vurderede ikke at der var styrke til at fortsætte og ønskede af andre årsager at få strejkerne stoppet; og resten af venstrefløjen havde hverken nogen realistisk vurdering af situationen eller evne til at styre strejkebølgen og opstille dens strategiske mål.
|
