En kvinde i en underlige dragt,  en pude i ryggen.  Knoldede mystiske bjerge i baggrunden. De lignede kæmpe kartofler plantet  i jorden. Jeg havde læst H.C Andersens eventyr Nattergalen. Den stakkels kejser , der kun kunne blive glad når han hørte nattergalens smukke sang. I lyse sommernætter gav jeg mig nu til lyttede jeg efter nattergalens sang. For jeg havde hørt at nattergalen også fandtes i Danmark. Jeg vidste ikke hvordan den lød. Men når jeg hørte en fugl synge i den stille sommernat.  Forestillede jeg mig at det var en nattergal. Jeg sagde det ikke til nogen.  Der var ikke nogen der skulle gøre sig morsomme over mig, hvis det viste sig at jeg havde taget fejl.

Jeg  begyndte at interesserer mig  for Kina.  Følge med i Kinas politiske udvikling.  Jeg troede at kommunisme var det samme som socialisme. Jeg havde nok som barn og ung denne lidt naive forestilling at mennesket kun  overfor andre ville gøre hvad der var godt for andre. Hvad jeg som ung så og hørte gennem medierne, aviser, radio. Vidste jeg ikke, at dette kunne være propaganda.

Jeg var imponeret over at se "folkets ledere".  Stærke karismatiske figurer.  Mao, Lenin . Jeg fulgte med i deres "mytiske" liv. Hvor  de  tilsyneladende ledte deres folk hen mod større retfærdighed. Lighed. Propaganda apparaterne viste lederne i al deres karismatiske vælde. Deres oratoriske begavelser. 

I deres endeligt ophøjede de så mine helte  i  til lejligheden stort opsatte døds pornografiske forestillinger. Når man efter  deres død viste de afsjælede balsamerede ansigter i alle landes aviser.

Det var først senere jeg fik et mere nuanceret  indtryk af Kina og Sovjet unionen. Af kommunismen. Den  viste sig at mangle een meget vigtig fundamental ting.:  Demokrati. Hvor meget sympati jeg end har for socialisme kunne jeg ikke se bort fra at der ikke var.: Plads for alle. Der var ikke.: Frihed. Skal der være frihed for mig, skal der også være frihed for andre. Alt andet vil være hykleri.