Bymuren Xian.

Jorden er rød. Fra togets vindue er det muligt at følge det smukke landskab. Dette østlige område af Kina hvor i vi bevægede os, er kun en lille del af dette kolossale land område Kina udgør. Selvom om kineserne udgør 20% af Jordens befolkning, har de kun  ca. 7% af  klodens samlede landbrugsarealer til at brødføde 1,3 milliarder.  Kinas befolkning. Det kan dette areal i sagens natur ikke. Og Kina har derfor en stor import af landbrugs produkter . Bl. a. fra Danmark!

Jorden er overalt i det frugtbare område dyrket, hver  lille plet er udnyttet. Intet går til spilde. Markerne er  planerede, så det er muligt at overrisle.  Skåret ud af den røde jord, af leret, der rejser sig med knivskarpe lodret ophøjede afgrænsninger, som natur mure omkring de dyrkede marker.

Teglværker dukker med jævne mellemrum frem  overalt i landskabet, nedgravede i leret, producerer i den jord der giver stenene. Bygge materialer til de millioner af huse ud over landet.

70%  af Kinas befolkning bor  uden for byerne. Det overvejende, endnu konventionelt drevne kinesiske landbrug opsuger i dag en kolossalt stor arbejdskraft. En total udvidet moderne mekanisering af landbruget i Kina. Vil måske få Kina til at opleve en flugt fra land til by som vi i de vestlige industrialiserede lande gennem levede i det forrige århundrede. En udvikling der stadig er i bevægelse.

Kina vil  komme til at stå overfor enorme problemer der skal løses, når eller hvis, denne flugt fra land til by også kommer der. Hvis. For hvis vi ikke ser Kina gribe denne udvikling an fra en helt anden vinkel. Måske en løsning som man ser i form af  Kinas eet barns politik. En politik som vi i vesten kan havde svært ved at forstå, acceptere. Hvor fødselstallene i vore lande falder, og vi må se på med undren.  Problemet hos os er omvendt. Vi kommer til at mangle mennesker.

Men skal man forstå andres problemer. Kan man ind imellem blive nødt til at vende sin egen verden en omgang. Se på denne, sin egen verdens udvikling med nye øjne.